Idekonkurrence om nyt landbrugsbyggeri


20. juni 2007

Fremtidens landbrugsbyggeri - Realdanias idekonkurrences vindere

Moe & Brødsgaard deltog i Realdanias idekonkurrence om fremtidens landbrugsbyggeri i et konsortium bestående af FORM Arkitekter A/S, Thing & Wainø Landskabsarkitekter Aps, Vesti Olsen & Hansen A/S, Østlige Svine- & Bygherrerådgivning samt Teknologisk Institut.

Onsdag den 13. juni 2007 blev syv vindere af idekonkurrencen offentliggjort, hvoriblandt det konsortium, vi deltog i, var en af vinderne. De syv vinderforslag bliver nu vurderet i forhold til en eventuel realisering. Det blev til syv vindere, fordi to konsortiers bud på den samme landmands udfordringer var lige gode.

Der var i alt 18 konsortier, som deltog i konkurrencen om, hvordan man i Danmark integrerer landbrug og landskab i fremtiden, og hvordan landmandens produktion sikres at gå hånd i hånd med hensyn til dyr, mennesker og miljø. Omkring 100 danske landmænd tilkendegav oprindeligt interesse for projektet, hvoraf seks blev valgt ud til at fortsætte. De 18 konsortier gav derefter hver deres bud på, hvordan de seks udvalgte landmænds byggerier kunne realiseres.

Moe & Brødsgaard var med til at udarbejde et forslag til fremtidens landbrugsbyggeri for nyt svinebrug på bar mark for landmand Søren Hansen og Jørgen Rasmussen, Galten i Midtjylland.

Vores forslag omfatter et ny produktionsanlæg, som skal rumme 750 søer og deres afkom på ca. 15.000 slagtesvin pr. år. Staldanlægget bliver på ca. 16.000 etage-m2 , hvortil kommer fodersiloer, gylletanke, biogasanlæg m.v. I forslaget indgår endvidere en overbygning i form af et tilsvarende stort drivhus, som kan udnytte overskudsenergi fra staldanlægget.

Læs nærmere om Realdanias idekonkurrence her: www.fremtidsgaarde.dk

Tilbage til oversigt


Kontakt


Per Lautrup-Nissen
Forretningschef
+45 4457 6088
LAU@moe.dk