Moe & Brødsgaard åbner døren til Vestsjælland


3. september 2009

Moe & Brødsgaard forstærker den lokale forankring på Vestsjælland ved overtagelsen af virksomheden Bay & Elkjær i Roskilde. Bay & Elkjær har eksisteret i 50 år og tilfører et stort netværk og 8 erfarne medarbejdere.

Bay & Elkjær er døren til Vestsjælland

Bay & Elkjær er en velfungerende rådgivende ingeniørvirksomhed, og med sine 50 år i Roskilde er det samtidig en lokalt velforankret virksomhed med et stort netværk og mange referencer særligt på Sjælland. Moe & Brødsgaard har været landsdækkende i en årrække, og ser det som en vigtig konkurrenceparameter at være lokalt forankret. Daglig leder i Bay & Elkjær Steen Birk forklarer om beslutningen om at sælge virksomheden:

- Som en del af Moe & Brødsgaard kan Bay & Elkjær tilbyde sine eksisterende og kommende kunder flere kompetencer og et større bagland. Med Bay & Elkjær i Roskilde får Moe & Brødsgaard til gengæld et mere fintmasket Danmarkskort, så der er virkelig tale om, at begge parter vinder med denne aftale, forklarer Steen Birk.

Konstant fokus på at udvikle forretningen

Steen Birk vil efter overtagelsen indtræde i Moe & Brødsgaards ledelse som regionschef. Adm. direktør i Moe & Brødsgaard Christian Listov-Saabye forklarer her om de strategiske overvejelser i forbindelse med købet af Bay & Elkjær:

- Moe & Brødsgaard har altid fokus på at udvikle forretningen både via organisk vækst i organisationen og via overtagelser. Vi vil gerne være lokalt forankrede, da vi mener, at tæt dialog fører til optimale løsninger. Vores kontorer er derfor alle strategisk placeret i Danmark og i Norge. Bay & Elkjærs placering i Roskilde giver os en åbning til det Vestsjællandske marked, som vi har store forventninger til. Samtidig ser vi frem til samarbejdet med Steen og hans kollegaer, som vi glæder os til at lære at kende.

Kort om Bay & Elkjær

Bay & Elkjær har gennem 50 år arbejdet med ingeniørarbejder og rådgivning indenfor bygningsinstallationer, bygningskonstruktioner, vej- og kloakanlæg, stærk- og svagstrømsanlæg. Der er i dag 8 medarbejdere. Kunderne er primært Sjællandske kunder i både den offentlige sektor og det private erhvervsliv. 

For yderligere information om Bay & Elkjær se www.bay-elkjaer.dk

Billedet viser boligbebyggelsen Herfra til Evigheden, der er et af de seneste projekter, som Bay & Elkjær har været rådgivende ingeniør på. Vandkunsten var arkitekt på projektet.

Tilbage til oversigt


Kontakt


Christian Listov-Saabye
Adm. direktør
44 57 60 61
CLS@moe.dk