167 medarbejdere på studietur til Amsterdam


2. oktober 2009

167 medarbejdere fra Moe & Brødsgaard var i uge 39 på en 4 dages studietur til Amsterdam. Turen bød på indblik i en lang række af Amsterdam og omegns unikke byggerier lige fra boliger, fodboldstadium, universitet, stormflodsbarriere, affaldsforbrænding og meget andet.

Faglige udflugter til alle faggrupper

Forud for turen var der arrangeret en række forskellige faglige udflugter, som deltagerne havde valgt på forhånd. De faglige udflugter var tilrettelagt, så der var relevante faglige udflugter til alle faggrupper.

Spændende arkitektur

Amsterdam har bevaret en stor del af sine gamle bygninger i den centrale del af byen. Samtidig er byen kendetegnet ved at rumme mange spændende bygninger, hvor arkitekterne har fået mulighed for at sprænge rammerne for gængs arkitektur. Der var derfor bl.a. arrangeret ture til et unikt kontorbyggeri, midlertidige studenterboliger, utraditionelle ældreboliger, Amsterdams ”Sluseholm”, nye bydele på kunstige øer og Det hollandske institut for lyd og billeder.

Stormflodsbarriere og trafikløsninger

Der er mange ting, der præger Holland, men 2 er særligt synlige: 38 % af landet ligger under havniveau og landets store mængder af cykler. En af de faglige udflugter gik derfor til Maeslantbarrieren – en imponerende stormflodsbarriere, der heldigvis siden opførelsen i 1997 kun er blevet brugt 1 gang. En anden udflugt fokuserede på trafikløsninger i Amsterdam, hvor mængden af cykler langt overstiger niveauet i København.

Affaldsforbrænding i stort format

Affaldsforbrænding og bæredygtig energi er også på dagsordenen i Holland. Waste & Energy Company har et af Europas største affaldsforbrændingsanlæg med en kapacitet, der er 2,5 gange større end Vestforbrændings. En faglig udflugt gav et indblik i værket, og firmaets udviklingsprogram, der arbejder med at optimere genindvinding af restprodukterne.

Inspiration og sammenhold

Fælles oplevelser gavner den samarbejdskultur, der er vigtig i en travl hverdag. Formålet med studieturen er derfor at give medarbejderne både faglig inspiration og et endnu bedre sammenhold. De 167 medarbejdere kom således hjem fyldt med både faglige indtryk og fælles oplevelser med kollegaer fra alle 6 kontorer. Det er 3. gang, at Moe & Brødsgaard tager på studietur. De tidligere studieture er gået til hhv. Barcelona og Lissabon.

Tilbage til oversigt


Kontakt