Eksplosionsfarlige kabelkasser fjernet i København
20. oktober 2009
Efter 3 års intenst arbejde har DONG Energy med projektlederassistance fra Moe & Brødsgaard fjernet godt 2900 eksplosionsfarlige underjordiske kabelkasser i Københavnsområdet. De er erstattet med kabelskabe, der står over jorden.
Sprængfarlige kabelkasser måtte væk
De nedgravede kasser fra 1950’erne kunne under uheldige omstændigheder danne brint og dermed knaldgas, som kunne antændes og i værste fald eksplodere ved en gnist fra en elektrisk fejl. Det var derfor nødvendigt at få kabelkasserne sikret og fjernet så hurtigt som muligt. De gamle kasser blev i første omgang sikret med nye låg og dæksler, som ikke kunne ryge til vejrs og falde ned på gader og veje og forårsage alvorlige ulykker.
Sikkerhed i højsædet
Omkring 60 elektrikere og gravefolk fra Eltel Networks og Bravida har været i gang med udskiftningen af de gamle kabelkasser i hele Københavnsområdet. Udskiftningen er gået hurtigere end forventet, og uden at nogen er kommet til skade ved eksplosion af kasserne. Else Lisberg fra Moe & Brødsgaard har været projektleder på projektet. Hun forklarer:
- Vi er rigtigt glade for, at udskiftningen kunne gennemføres så hurtigt, og at ingen kom alvorligt til skade undervejs. Det har krævet et usædvanligt tæt samarbejde mellem alle involverede parter. Vi har haft stort fokus på sikkerheden under håndteringen, så det er tilfredsstillende, at også den side af projektet er lykkedes.
Tilbage til oversigt