Succesfuld klimaløsning


5. november 2013

Selsmosen i Høje Taastrup uden for København er ét af ni fremhævede europæiske eksempler på succesfulde klimaløsninger. For at undgå oversvømmelser efter kraftig regn, har MOE medvirket til at sikre området ved at udvide regnvandsbassinet. I klimaløsningen er der primært taget højde for at løse de fremtidige klimaudfordringer, men samtidig er by- og boligområder beriget med større rekreative områder.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har udgivet publikationen ”Regnvand i byerne”, som beskriver de ni bemærkelsesværdige klimaløsninger; tre i Danmark, to i Sverige, en i Norge, en i Holland og to i Tyskland.

Efter et kraftigt regnskyl i 2007 gik Selsmosen - igen - over sine bredder, og oversvømmede kældre, veje og haver. Derfor blev det besluttet at udarbejde en løsning, der både forhindrede fremtidige oversvømmelser og tilførte området nye og spændende rekreative værdier.

MOE indledte arbejdet med omfattende modelberegninger af det ca. 540.000 m² store opland for at bestemme det nødvendige volumen. Forud for gravearbejderne, lavede MOE en omfattende forklassificering – dels af jorden til selve udvidelsen, dels af det kraftigt forurenede bundslam, som skulle bortskaffes. I alt blev der udtaget ca. 2.000 prøver af jord, vådt - og drænet slam. Slammet blev suget op i et bassin med permeable såkaldte ”Geo-bags”, som drænede det for vand. Denne metode reducerede 2000 tons flydende slam til 540 tons tørt og fast slam, som efterfølgende kunne håndteres som almindeligt jord.

Søens areal er udvidet fra 17.000 m² til 27.000 m². Udvidelsen af Selsmosen blev afprøvet d. 2. juli 2011, da store dele af København blev oversvømmet, og Selsmosens naboer kunne glæde sig over tørre kældre og haver.

Publikationen ”Regnvand i byerne” finder du her

Tilbage til oversigt



Gitte Marcussen
Anlægsingeniør
2540 0113
gim@moe.dk