Skude & Jacobsen bliver en del af MOE


28. marts 2012

Flere kompetencer, bedre service, og muligheden for fortsat vækst, er baggrunden for at Skude & Jacobsen bliver en del af MOE. Med den nye organisation står MOE styrket med en koncern på over 400 medarbejdere, fordelt på syv kontorer i Danmark og et i Norge.

- Skude & Jacobsen og MOE kompletterer hinanden på både kompetencer og geografi, og sammen kan vi tilbyde kunderne flere specialer, og endnu bedre service, fortæller en glad Christian Listov-Saabye, administrerende direktør i MOE.

Bedre muligheder for kunderne
Begge virksomheder råder over en række specialkompetencer, og med Skude & Jacobsen ombord fuldendes MOEs kompetencepalette, med specialistviden inden for områder som geoteknik, fjernvarme og energi.

MOE har hovedkontor i København og regionskontorer i Aarhus, Aalborg, Fredericia og Roskilde. Med Skude & Jacobsens kontorer i Vordingborg og Odense, dækker koncernen hele Danmark.

Skude & Jacobsens administrerende direktør Peter Islev fortæller om baggrunden for indtræden i MOE:
- Sammen med MOE, bliver vi en del af en større organisation, og kan dermed tilbyde kunderne en endnu større ressourcesikkerhed, og en række specialkompetencer som vi ikke har i dag.

Generationsskifte i Skude & Jacobsen
For Skude & Jacobsen sker indtræden i MOE som led i et generationsskifte. Virksomheden har indtil nu været ejet af otte partnere. Med indtrædelsen i Moe & Brødsgaard, udtræder fire partnere, og fire fortsætter som aktionærer i Moe & Brødsgaard. Ledelsen og den daglige drift af kontorerne i Vordingborg og Odense fortsætter uændret.

Tæt samarbejde
Samarbejdet mellem de to virksomheder er ikke nyt. Virksomhederne har allerede flere projekter sammen, blandt andet inden for fjernvarmeområdet, hvor de har vundet to rammeaftaler og flere opgaver sammen.

- Vi har gennem flere år haft samarbejder med Skude & Jacobsen, hvor vi har suppleret hinanden, enten med volumen eller specialviden, og har på den måde været i stand til, at stille et meget skarpt team, der har givet flere nye opgaver. Sammen tror vi på, at vi kan udvikle flere markeder, og ekspandere yderligere inden for vækstområder, fortæller Christian Listov-Saabye.

Stærk firmakultur
Administrerende direktør for Skude & Jacobsen Peter Islev mener, at det bliver spændende for hans medarbejdere at komme med i en større virksomhed.
- Moe & Brødsgaard er kendt i branchen, som en meget attraktiv arbejdsplads, med en stærk firmakultur og godt socialt sammenhold mellem medarbejderne, hvilket Skude & Jacobsen også har, så det glæder vi os til at bidrage til, slutter Peter Islev.

Kontakt Adm. direktør Christian Listov-Saabye, Moe & Brødsgaard A/S, tlf. 25 40 01 07, e-mail: cls@moe.dk Adm. direktør Peter Islev, Skude & Jacobsen, tlf. 25 28 18 24, e-mail: pi@sjas.dk

Fakta om Skude & Jacobsen
Skude & Jacobsen er med sin grundlæggelse i 1952, en velfunderet virksomhed med afdelingerne Anlæg, Byggeri, Geoteknik, Energi og Miljø. Virksomhedens 50 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Vordingborg og afdelingen i Odense.
For yderligere information om Skude & Jacobsen se www.sjas.dk

Fakta om MOE
MOE A/S er en af Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder med mere end 350 ansatte i København, Aarhus, Aalborg, Fredericia, Roskilde og i datterselskabet MOE AS i Norge.

MOE rådgiver inden for områderne Byggeri & Design, Erhverv & Bolig, Energi & Industri samt Anlæg & Miljø. Moe & Brødsgaard besidder kompetencer inden for afløbsteknik, akustik, anlæg, brandteknik, BREEAM, DGNB, byggeledelse, bygherrerådgivning, byggekonstruktioner, bygnings-el, elinstallationer, environmental design, facadedesign, fundering, GIS-systemer, HVAC Industri, indeklima, industri-el, jordskælvsteknik, industrikonstruktioner, maskin- og procesanlæg, massivtræsbyggeri, miljø, partnering, projektering, renovering, trafikplanlægning, veje & pladser samt VVS-installationer.

Tilbage til oversigt