Amager Bakke Stålkonstruktioner i den europæiske superliga 2019-01-11T15:11:10+00:00

Project Description

Amager Bakke
Stålkonstruktioner i den europæiske superliga

Københavns nye forbrændingsanlæg med skiløjperne på toppen er blevet hædret med Den Europæiske Stålpris.

“Den multifunktionelle industriarkitektur er et ambitiøst bud på, hvordan et grønt energianlæg kan kombineres med rekreative arealer, der befordrer eventyr, leg og bevægelse (…) anlægget udviser en suveræn anvendelse af stål – både som synligt materiale og som optimeret konstruktionsstål”.

Således skrev dommerkomitéen, da Amager Bakke i 2017 fik tildelt en Award of Merit ved The European Convention for Constructional Steelworks.

Det er hermed anden gang, at de ingeniørmæssige perspektiver belønnes, for i 2015 vandt byggeriet en Tekla Global BIM Award for brugen af digitale værktøjer på projektet.

7.500 tons stål
Udfordringerne ved det spektakulære byggeri har bestemt været til at få øje på. MOE har i mere end 85 år projekteret og designet kraftværker, hvilket i sig selv er en kompliceret affære. Men det er første gang, vi har været med til at skabe en skibakke. Ligesom ved naturlige løjper bugter taget sig i alle retninger, og byparken skal i alt kunne rumme op mod 1.500 mennesker. Et aspekt, der stiller krav til lige dele fleksibilitet og robusthed. Her har stålets særlige egenskaber vist sig nyttige, og som kompetencechef for stål i MOE, Peter Madsen Nordestgaard, formulerer det:

”Amager Bakke har om noget illustreret stål som et formgivningsmæssigt taknemmeligt materiale, der gør det muligt at realisere dybt originale idéer.”
Peter Madsen Nordestgaard
Kompetencechef | Stål
København

Street kitchen på toppen af København
Peter er projektleder på Amager Bakke og har ligeledes været med i designprocessen vedrørende tagparken, der er udtænkt af Bjarke Ingels Group og bistået af landskabsarkitekterne fra SLA. Ud over de berømte skiløjper er der gjort plads til en udsigtsplatform, aktivitetsruter, et street kitchen og en 85 meter høj klatrevæg på siden af bygningen.

SLA har haft fokus på at designe en varieret bynatur, som både bidrager til æstetikken og biodiversiteten i området. Designet indeholder derfor mange forskellige typer vegetation og heriblandt træer.

”En af vores opgaver har været at beregne, hvordan man forankrer træerne godt og sikkert på det skrånende terræn. Særligt da vindforholdene bærer præg af, at vi er kommet op i højden. Jeg synes, det viser meget fint, at det her projekt har været kendetegnet ved specielle ingeniøropgaver i alle faser”, afslutter Peter Madsen Nordestgaard og gør klar til at vokse sine ski.

Amager Bakke
Bygherre ARC
Arkitekt BIG
Landskabsarkitekt SLA