MOE kommer ud af 2019 med det bedste resultat nogensinde og vækst på både top- og bundlinje.

Omsætningen steg i 2019 til 724 mio. kr., hvilket er en stigning på 9 % i forhold til 2018. Resultatet efter skat udgør 40,9 mio. kr. mod 29,4 mio. kr. i 2018 – en vækst på 39 %. Overskudsgraden er på 7,6 %.

MOE, der er en del af Artelia Group med rundt regnet 6000 medarbejdere, har nu mere end 900 medarbejdere, og er blandt Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder.

”Det er et rigtig flot resultat, vi har opnået i 2019. Vi har skabt vækst i både omsætning, indtjening og medarbejderantal”, siger en stolt Christian Listov-Saabye, CEO, MOE.

 Udvikling i Skandinavien
MOE blev i december 2019 en del af europæiske Artelia Group, der har kontorer i det meste af verden.  Sammen har MOE og Artelia lagt en strategi med fokus på Nordeuropa og det skandinaviske marked. Med Artelia i ryggen opnår MOE flere muskler til at fortsætte udviklingen af MOE Norge, og derefter er Sverige på listen.

”I samarbejde med Artelia er vi nu ude på et internationalt marked med vores spidskompetencer inden for særligt bæredygtighed. Vi er i øjeblikket i gang med et projekt, der skal transformere Det Danske Hus på Champs-Élyssées i Paris og gøre det til et eksempelprojekt for bæredygtighed. Vi oplever også en stor europæisk interesse for vores rådgivning inden for trafik og mobilitet, og på fjernvarmeområdet er der også stor interesse.”

Pandemien viser nye veje
På trods af nedlukningen i Danmark og i mange andre lande i første halvdel af 2020, har MOE klaret sig godt igennem krisen. Stort set alle projekter er kørt videre under corona, og kun ganske få projekter er stoppet eller sat på hold. Regnskabet for første halvår ser også godt ud.

Kontakt os,
hvis du vil vide mere

Corona har vist, hvor sårbart vores samfund kan være. Den har ændret vores hverdag og livsstil og vores måde at kommunikere på. Pandemien har fremskyndet fokus på emner som sikkerhed, digitalisering og mobilitet, som alle er områder, vi arbejder med. Vi ser et stort fremtidigt marked post corona.
Christian Listov-SaabyeCEO, MOE

MOE har været godt rustet til krisen med en solid digital infrastruktur og medarbejdere, der har kunnet arbejde hjemmefra. En stærk virksomhedskultur med en høj grad af medarbejderdrevne kulturprojekter, har medvirket til at holde fast i sammenhold og relationer – på afstand. Kort efter nedlukningen opstod der behov for at mødes og være med i den nye hverdag med arbejde hjemmefra. Facebook gruppen ”Når vi nu ikke mødes ved kaffemaskinen” blev initieret af medarbejderne, som så kunne dele deres hverdag og arbejde med hinanden i den digitale verden. Der blev holdt virtuelle fredagsbarer og gode ideer blev delt.

Træ og grønne løsninger i vækst
Bæredygtige projekter er i vækst i virksomheden, og projekter med et bæredygtigt fokus er vokset støt over de seneste år og fylder nu knap halvdelen af omsætningen.

Træbygningerne begynder for alvor at skyde op rundt omkring i Danmark, og fra politisk hold er der sat skub i udviklingen af brugen af træ som bæredygtigt byggemateriale. MOE har over de sidste 20 år været med til at opføre 65.000 kvm træbyggeri, og den erfaring er på opfordring fra leverandørforeningen Træ i Byggeriet samlet i et tværfagligt videnscenter, der kombinerer kompetencer som brand, akustik, indeklima, Cost Management, Bæredygtighed og trækonstruktioner til en specialenhed, der hjælper kunderne med at nå i mål med træbygeriet. Seneste skud på stammen er TR3 i Aarhus, der bliver Danmarks højeste træbyggeri og samtidig gør brug af genbrugsmaterialer.

Virksomheden er i gang med et større udviklingsprojekt omkring FNs Verdensmål og værktøjer til at hjælpe kunderne med at gøre deres projekter mere bæredygtige.

”Vi ser positivt på regeringens udmeldinger på klimadagsordenen og de nye tiltag om renovering af almene boliger. Vi skal allesammen bidrage til den grønne omstilling, og i MOE er det en kerneværdi at værne om miljøet og klimaet gennem den rådgivning og tekniske indsigt, vi tilfører vores kunders projekter. For vores eget vedkommende arbejder vi med at nedbringe vores egne udledninger, og vi har flere tiltag i gang, der skal motivere medarbejderne til at vælge mere bæredygtige transportformer. Vi kører blandt andet flere cykelkampagner i løbet af året”, slutter Christian Listov-Saabye.

Resultat
MOE Danmark
2016
(t. DKK)
2017*
(t. DKK)
2018*
(t. DKK)
2019*
(t. DKK)
Nettoomsætning504.922559.676662.717724.440
Resultat primær drift31.62230.90546.84950.859
Resultat efter skat25.24917.31229.39140.934
Egenkapital84.54991.080107.469127.412
Overskudsgrad6,35,57,18,2
Soliditet28,127,929,032,1

Kontaktinformation

For yderligere information kontakt venligst:
Christian Listov-Saabye
CEO
+45 2540 0107
cls@moe.dk.

Rikke Gemzøe
Kommunikationschef
+45 2540 0007
reg@moe.dk

Kort om MOE

MOE er en af Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder med mere end 900 medarbejdere fordelt på landsdækkende kontorer og datterselskaber i henholdsvis Norge og i Filippinerne. MOE er en del af Artelia Group – en multidisciplinær ingeniørkoncern med speciale inden for byggeri, infrastruktur, vand, energi og industri med 5900 ansatte og en årlig omsætning på mere end 4 mia. DKK. Internationalt har koncernen kontorer i mere end 30 lande i Europa, Afrika, Mellemøsten, Asien og Amerika. Koncernen er 100 % ejet af de ledende medarbejdere.

For yderligere information se www.moe.dk, www.arteliagroup.com/en

Illustrationer:
Lisbjerg Bakke
Foto: Helene Høyer Mikkelsen
CEO Christian Listov-Saabye
Foto: John Ehbrecht
MOE Domicil
Foto: Adam Mørk