Historien om MOE fra 1930 til 2020.

MOE har udviklet sig til en af landets førende rådgivende ingeniørvirksomheder.

I 1930 fik civilingeniør A.J. Moe til opgave at projektere en udvidelse af H.C. Ørstedsværket. Igennem de 90 år, der er gået sidenhen, har MOE været med til at projektere energiproducerende anlæg over hele Danmark, heriblandt ikoniske projekter som Avedøreværket og Amager Bakke.

Vi har således taget del i udviklingen på energiområdet og de bæredygtige teknologiers indtog. Vi har gennem tiden projekteret samtlige blokke på Amagerværket og efterfølgende været med til at konvertere blok 1 og  2 fra kul til biomasse. Med den nye biomassefyrede blok BIO4 sættes kronen på værket,
da projektet sikrer den grønne omstilling af anlægget.

Anden verdenskrig og 6.000 bunkere
Store betonkonstruktioner var en spidskompetence hos det lille firma, der allerede havde markeret sig som en af landets førende rådgivere inden for større kraftværker. Derfor fik A.J. Moe under besættelsen en unik opgave i form af 6.000 beskyttelsesrum, der skulle opføres over hele landet. Virksomheden stod for at udarbejde designet af bunkerne og projekterede selv en betragtelig del, mens resten blev til i samarbejde med et landsdækkende netværk af andre ingeniørfirmaer.

Bunkerne indgår i dag som en del af bybilledet mange steder, hvor de udgør små grønne højdedrag i det ellers så flade danske landskab. De benyttes ofte som musikøvelokaler eller til andre kreative formål, og MOE er lige nu i gang med at indrette en museumsbunker på Frederiksberg.

Vi har endda vores egen bunker beliggende på samme grund som vores kontor i Næstved.

Fusionen og Københavns Lufthavn
I 1992 fusionerede A.J Moe med O.H Brødsgaard og dannede virksomheden Moe & Brødsgaard. Der blev hermed føjet et spændende kapitel til historien og et nyt stykke fagligt DNA, der stadig gør sig gældende i dag. O.H. Brødsgaard havde en langvarig relation til Københavns Lufthavn, der strækker sig helt tilbage til Vilhelm Lauritzen Terminalen fra 1939. Firmaet var ingeniør på terminalen, og MOE var i 1999 med til at flytte den historiske bygning i forbindelse med udvidelse af lufthavnen. I dag benyttes terminalen til undervisning og ved særlige begivenheder som statsbesøg eller fejring af danske sportstjerner, når de vender sejrrige hjem fra diverse mesterskaber.

O.H. Brødsgaard var ingeniør på den massive udvidelse af landingsbanerne i 1960-70’erne, hvilket var datidens største anlægsprojekt. Det har været med til at skabe grundlaget for infrastruktur, som et af vores tre store forretningsområder. MOE har gennem tiden medvirket til utallige bygge- og anlægsprojekter i Københavns Lufthavn, og vi er fortsat stærkt repræsenteret.

En sort diamant og en blå planet
I 1999 blev Den Sorte Diamant indviet, og hermed begyndte en epoke med MOE som rådgiver på et bredt spektrum af banebrydende ikonbyggerier i samarbejde med verdenskendte danske arkitekter. Det ingeniørmæssige design på den spektakulære arkitektur fra årtusindeskiftet og frem har sat sit præg på arbejdsmetoderne, da der skal tænkes innovativt for at gøre arkitekters visioner til bygbar virkelighed. Derfor har MOE været med forrest i feltet inden for brugen af BIM og IKT. Et godt eksempel er Den Blå Planet, der er verdenskendt for sit organiske udtryk, der efterligner vandets hvirvelstrømme, fiskestimers bevægelser og universets galakser. Den unikke form og de dobbeltkrumme facader tillod ingen standardløsninger, og de digitale værktøjer blev taget til nye højder for at beregne den avancerede bygningsgeometri.

Udvikling og vækst
Op gennem 00’erne fik vi sideløbende udvidet forretningen markant med mange nye rådgivningsydelser og kundesegmenter. Bygherrerådgivning blev en vigtig disciplin, og med projekter som Rødovre Centrum blev vi Danmarks største retailrådgiver. Fra 2003 foretog vi en lang række af opkøb i de store danske byer, hvilket gjorde virksomheden landsdækkende. I 2009 blev Polyplan i Norge en del af koncernen og vores norske datterselskab en realitet.

Udviklingen af virksomheden gjorde sig også gældende i en massiv medarbejdervækst, der betød at hovedkontoret i 2013 flyttede til et nybygget og bæredygtigt domicil i Gladsaxe, projekteret af MOE i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects. Samme år skiftede Moe & Brødsgaard navn til MOE.

Siden fulgte datterselskabet Pacific Tech Solutions (PTS) på Filippinerne, der blev en del af MOE i 2014. Virksomheden danner platform for øget konkurrencekraft og ressourcesikker-hed på det danske marked, og er samtidig en lokal rådgiver, der løser projekter inden for bæ-redygtig energi og byggeri på Filippinerne.

Internationale ambitioner
Med udvidelsen af H.C. Ørstedsværket blev MOE skabt. I dag, 90 år senere, er vores hidtil største projekt, Amager Bakke taget i brug. Anlægget er et af verdens reneste waste-to-energy-anlæg og tilmed et rekreativt byområde.

MOE er i dag en virksomhed med mere end 900 medarbejdere, og den unikke MOE-kultur er fortsat et vigtigt udgangspunkt. Vi holder fast i værdier som tillid, dialog og frihed under ansvar, mens de sociale arrangementer er med til at skabe tætte relationer på tværs af virksomheden.

I 2019 blev vi en del af Artelia Group. MOE har over årene udviklet sig fra en klassisk dansk ingeniørvirksomhed til en international multidisciplinær rådgiverkoncern.

Ledelsen i MOE

Fakta og nøgletal

Organisation

Ejerskab

Samfundsansvar

Historie

Fællesskab